Publisher's blurb: Timen var kommet, det var vores sidste chance: ‘Okay, Angus og Reg skaffer en øse med noget skub i og plads til hesten; Sanjay, du sørger for noget af din mors tandoorikylling vi kan smide efter hundene; Dave, du låner den generator, din onkel har stående, men sørg for at den bliver stillet på plads igen bagefter! Posh og mig henter tasken nede på stationen... og Sneakers, du sætter lige noget te over!’ ... Aah, endelig! Der er ikke noget som et par velfortjente øl ovenpå et stykke godt udført arbejde. Krikken kom tilbage til Johnny Two Fingers i ét stykke, og han var til gengæld villig til at ‘glemme’ at vi skyldte ham 15 stærke for de koreanske dvd-afspillere der røg i floden, og sigøjnerne fik deres hestekød, tror de da. Det holdt hårdt, men der kom måske alligevel et lille overskud ud af det til os i sidste ende. Der var kun en ting der nagede. Vi havde været nødt til at bede om et par tjenester rundt omkring, og én ting er sikker: Det er aldrig fedt at skylde tjenester til nogen, især ikke til Henk. Så da den lede sydafrikaner kom ind ad døren til pubben, ét bredt smil og store armbevægelser, var ingen i tvivl om at der ville blive ballade. Henk var slet ikke som han plejede. Han var rar. Vi skulle bare lige ordne noget for ham, han ville se det som en personlig tjeneste og vi måtte endda låne hans Bentley. Ingen turde sig nej til nogen af delene.